Vores første agilitykonkurrence

I dag blev der afholdt klubmesterskab i vores lokale klub, Udbyneder og omegns hundeklub. Dixie og jeg skulle starte i begynderklassen som de eneste. Vi skulle have 2 gennemløb af først en agilitybane og derefter en springbane. Jeg håbede at kunne gennemføre bare et enkelt løb (hvilket selvfølgelig var et krav for at kunne få en pokal...), mens jeg var klar over, at det ville blive svært. Først og fremmest har jeg stadig meget at lære, når det kommer til handling. Og da Dixie og jeg ikke har trænet agility i halvanden uge op til klubmesterskabet, var vi lidt 'rustne'. Især fordi jeg i denne uge har været 3 dage i København, og Dixie derfor ikke har fået arbejdet overhovedet.
Nå, men afsted skulle vi. Vi startede meget tidligt. Vejret var smukt, og Dixie var helt klar. Vi blev disket på de to første baner. Det var helt og aldeles min egen skyld. Vi var de første på banen, og mine nerver fyldte ret meget. Jeg fik vendt ryggen til hende på et tidspunkt, så hun løb udenom en forhindring. Vi rettede fejlen og fortsatte. Jeg fik lavet nøjagtig samme fejl en gang til. Denne gang nåede hun over A'et, så var disken hjemme. Jeg var nu godt tilfreds med hende, for det var kun min fejl. Hun var fokuseret og gjorde bare, som jeg sagde.  Ved andet gennemløb fik jeg ikke kaldt på hende i tide, så hun løb ligeud over et spring i stedet for at dreje ind i en tunnel. Min fejl. Igen! Resten af løbet går faktisk ret godt. Jeg er meget tilfreds med min dejlige hund. Mindre tilfreds med mig selv...
I det første gennemløb af springklassen stressede Dixie op. Hun har sikkert kunnet fornemme mine nerver, der ikke var blevet mindre, som de diskede løb skred frem... Hun hørte slet ikke efter, tog et forkert spring, og jeg måtte dække hende af for at give hende lidt ro, så vi kunne slutte banen på en god måde. Det hjalp, men disken var allerede i hus. Ved andet og sidste løb bestemte jeg mig for at tage et øjeblik, inden jeg sagde værsgo til Dixie. Det hjalp på nerverne, og jeg var åbenbart mere fokuseret. Jeg fik fulgt hende godt. Hun løb dog udenom to forhindringer, men jeg fik rettet hende, og vi gennemførte. Jubii! Pokalen var vores:-) Dixie har bestemt fortjent den! Og vi glæder os til at skulle prøve igen.

I eftermiddag tog vi en god lang gåtur - vejret har jo vejret utroligt smukt. Nu ligger hun i sin kurv og nyder livet (og drømmer måske om en fører, der er en anelse dygtigere;-))