Foula's Dark Destiny of Monty

Foula's Dark Destiny of Monty
Dixie nyder årets sidste dag

onsdag den 11. juli 2012

Parring og pølser:-)

I søndags kørte jeg til Nr. Broby, hvor jeg skulle hente Dixie. Pia Skøtt Hansen havde taget hende med til Fyn, så jeg ikke behøvede at køre så langt efter hende - det var jeg bestemt glad for! Vejret var alt for godt til at skulle sidde på motorvejen i. Desuden var der lang kø - som sædvanlig - ved Vejle, så jeg var glad for ikke skulle helt så langt.
Det var rigtigt dejligt at se Dixie igen! Der var ingen tvivl om, at hun havde haft det fint, men det er nu rart, at hun er hjemme i sofaen igen:-) Heldigvis var det blevet til flere parringer med Chip, så nu kan vi bare vente og se, om kærlighedsaffæren har båret frugt... Det danske sommervejr indbyder jo ikke ligefrem til de lange gåture, og det passer nu egentligt meget godt, når Dixie skal skånes lidt.

I går gjorde hun noget, som hun ALDRIG har gjort før! Vi sad og spiste aftensmad ved sofabordet (det er vel sommerferie), og på min tallerken havde jeg blandt andet en pølse. Dixie har aldrig nogensinde tigget ved bordet, men i går gik hun hen og snuppede min pølse direkte fra tallerkenen:-D Ja, vi kæmpede nærmest om den, for jeg trak i den ene ende, og hun i den anden. (Jeg vandt:-)) Jeg var chokeret, for sådan noget har hun virkelig aldrig nogensinde gjort før! Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende, og undskyldte det med, at det måtte være graviditetsgriller... Hun fik nu altså ikke lov til at få den selv om, at hun kæmpede så bravt for den. Stakkels hund!